RYGPROBLEMER
Problemer i hestens overlinje, dvs. nakke, hals, ryg og bækken udgør en stor del af årsagerne til rideproblemer og nedsat præstation. Mange heste særligt varmblodsheste og -blandinger får smerter fra overlinjen undervejs i deres træningskarriere. Heste med overlinjeproblemer kan have umiddelbart mærkbar ømhed men også vise en række mindre specifikke symptomer under træning såsom stivhed, manglende eftergivenhed, besvær i galop mv. Ikke ualmindeligt opstår rygsmerter sekundært til halthed.
Som hos os andre kan der hos heste med rygproblemer ikke altid stilles en eksakt diagnose, da der ikke altid er tale om en specifik læsion men nærmere nedsat funktion af overlinjens mange bevægelige komponenter; led, muskler, binde- og nervevæv.
Til rygundersøgelsen hører en systematisk undersøgelse i hvile og bevægelse, hvor overlinjens funktion, bevægelighed og styrke evalueres. Billeddiagnostik med røntgen og ultralydsscanning er ofte relevant.
Behandlingen vil tage sigte på at genoprette normal funktion i vævene og består i mange tilfælde af en kombination af medicinsk og manuel behandling/kiropraktik sammen med målrettede øvelser og træning for at styrke overlinjens smidighed og styrke, så hesten igen bliver smertefri.
Sådan kan du selv forebygge rygsmerter hos din hest
- Varier træningen; ensformighed er medvirkende til spændinger og skader, så skift mellem forskellige former for banetræning og ridning i terrænet.
- Varier underlaget, der trænes på, og sørg for at bunden vedligeholdes
- Styrk og smidiggør overlinjen ved at ride hesten i den rigtige form
- Sæt dig ind i principperne for korrekt holdning og få hjælp fra en kvalificeret træner
- Sørg for regelmæssighed i træningen, og hav en plan når træningsmængden eller sværhedsgraden øges.